Artikel fra Svejsning 4 2018: Dansk pioner inden for robotsvejsning

b_400_200_16777215_00___images_Hardi-foto.jpgHardi International A/S fremstiller marksprøjter til landbrug i hele verden. Udvalget af sprøjter og tilbehør er omfattende. Her er alt lige fra ganske små tanke til meget store selvkørende enheder og trailere, der kan rumme flere tusinde liter sprøjtemiddel. Virksomheden, som i dag både har produktion, udvikling og hovedkontor i Nørre Alslev på Nordfalster, fik sin første svejserobot i 1982. Og lige siden har man haft fokus på at automatisere en stadigt større del af produktionsprocesserne ud fra et mål om at sikre en rentabel og konkurrencekraftig produktion.
 
Af Birthe Lyngsø
 
Marksprøjter i et utal af varianter og størrelser bliver fremstillet på fabrikken i Nørre Alslev. Udover de lidt ældre standard produkter, hvor en del emner bliver håndsvejst, er fabrikshallerne præget af store, avancerede anlæg til effektiv og hurtig robotsvejsning i høj kvalitet.
 
Modsat tidligere kører Hardi International A/S i dag ordreproduktion. Overgangen til ordreproduktion har været en klar fordel for os, da det sparer på lagerkapaciteten. Men det byder også på nogle udfordringer at skulle producere stadigt hurtigere på stadigt mindre plads, fremhæver svejserobot manager Kent Zibrandtsen.
 
Vi har vores faste sortiment af standardmodeller inden for marksprøjter. Men samtidig udvikler vi hele tiden nye modeller, lige som landmænd rundt om i verden i stigende grad efterspørger individuelt tilpassede løsninger. En følge af dette er, at vi skal kunne køre en rentabel produktion i ét-styk eller i små serier. 
 
Avanceret FMS-anlæg taget i drift for 5 år siden
Det er en udfordring, man på fabrikken har været i stand til at tackle med avancerede FMS-anlæg til robotsvejsning.
 
Det seneste kom til for fem år siden og supplerede et andet FMS-anlæg, der bliver anvendt til robotsvejsning af mindre komponenter.
 
FMS-anlægget, som vi fik sat i drift i 2013, bliver anvendt til svejsning af lange tunge emner. Det er et uhyre komplekst og avanceret anlæg, som kører i en effektiv ét-styks produktion.
 
Der er tale om et Gantry anlæg med tre svejserobotter. Robotterne er med seks akser og indvendig slangeføring, så adkomstforholdene er de optimale, når der svejses.
 
Robotterne er ophængt i loftet med tre eksterne aksler og udstyret med en enkeltmands manipulator, som fødes af en central robotstyret kran. I opstillingen indgår desuden tre roterbare operatørstationer og et lagersystem til opbevaring af værktøj og fiksturer. Håndteringen af de forskellige værktøjer til svejseopgaverne sker automatisk, så der stort set ingen opstillingstid er, hvilket igen er med til at gøre produktionen af de små enheder hurtig og rentabel.
 
Dette senest indkørte FMS-anlæg er med en omfattende kapacitet, og denne kan fortsat fyldes ud. Derfor ligger det ikke lige i kortene at installere yderligere stationære robotanlæg.
 
Vi udvikler hele tiden nye produkter, og her er vi opmærksomme på at tænke designet ind, så emnerne vil kunne køre automatiseret på de eksisterende anlæg, forklarer Kent Zibrandtsen, der samtidig hæfter sig ved den høje ensartede kvalitet, de opnår med anlæggene til robotsvejsning. Vi anvender Fronius strømkilder på robotterne, da de gennem årene har vist høj driftstabilitet. Vi arbejder dog kontinuerligt på at forbedre kvaliteten og minimere tiden på efterbearbejdning af de svejste emner.
 
Potentiale i UR robotter som en fleksibel partner for medarbejderen
Selvom der ikke her og nu er planer om større investeringer i nye svejserobotter, ser man på virksomheden med stor interesse på muligheden for at lade de små, fleksible UR robotter indgå forskellige steder i produktionsprocesserne, hvor de vil kunne aflaste smedene, der så vil kunne koncentrere sig om de mere krævende og komplekse manuelle svejseopgaver.
 
Det ville være i tråd med vores vision om hele tiden at finde nye måder at gøre processerne endnu mere effektive på, fastslår Kent Zibrandtsen.
 
UR robotter har flere interessante funktioner. Man vil blandt andet kunne flytte rundt på dem og sætte dem op præcis der, hvor der aktuelt kunne være et behov. De er rimeligt lette at programmere og vedligeholde, og så kan de fås for en overkommelig pris.
 
En mulighed kunne være, at de som en fleksibel hjælper kunne aflaste vores smede og lave nogle mere rutineprægede svejsninger på nogle af de standard emner, der bliver svejst manuelt. Modellen kunne f.eks. være, at UR robotten laver de 80%, mens smeden klarer de 20%, som kræver langt større rutine og håndelag.
 
Ser vi derimod på brugen af UR robotter i forhold til vores store, stationære svejserobotlinjer, vil de helt klart have deres begrænsning. De har ikke rækkevidde nok til at kunne nå ind og lave svejsninger i de relativt komplekse geometrier, vores design ofte byder på. Og så er UR robotterne ganske enkelt ikke hurtige nok til at kunne følge med her, konstaterer Kent Zibrandtsen.

Webside produceret af Hjortlund Medier