Artikel fra Svejsning 3 2019: Erfarne smede bearbejder stålplader i XXX Large hos Lindø Steel

b_400_200_16777215_00___images_artikelbilleder_jpg_300dpi_edit_logo_IMG_9252_2.jpgDet summer af aktivitet i den store hal ud mod havnekajen, hvor Lindø Værftets Stålcenter tidligere lå. Skæremaskinerne og den erfarne stab, som betjener dem, er stort set som den gang. Men hos Lindø Steel arbejder man i dag med pladestørrelser, der er mange gange doblet op, i takt med at den primære kundekreds er producenter af offshore vindmølle tårne i stadigt større dimensioner.

Af Birthe Lyngsø
Årelang erfaring skal der til, når der bliver arbejdet med tonstunge stålplader i ekstra – ekstra large dimensioner. Da Lindø Steel blev etableret i begyndelsen af 2012, var det da også afgørende, at man kunne trække på en kerne af dygtige medarbejdere fra det tidligere Lindø Værfts Stålcenter, der lå på samme adresse. Det forklarer Søren Kirkebæk Madsen, som i fællesskab med Per Hauge og Per Nissen er direktører og ejere af virksomheden.
 
Vindmølleindustrien er største kunde
Lindø Steel råder over Danmarks største skærecenter til bearbejdning af store stålplader. Ifølge Søren Kirkebæk Madsen har 85% af kunderne siden dag ét ligget inden for vindmølleindustrien – herunder tårnproducenter i Danmark og Nordeuropa. De første par år var præget af flere mindre projekter, som især var rettet mod de landbaserede vindmøller. Modsat er det de meget store offshore projekter med kæmpe vindmøller, som nu dominerer.
For 6 – 7 år siden var de typisk pladestørrelser, vi bearbejdede, på 2,5 x 12 meter. I dag er de i formatet 2,9 x 20 meter – og nogle gange endnu større. Så der er sket et kæmpe spring. Læg dertil, at kvalitetskravene til skæringerne er de samme - inden for en nøjagtighed på plus/ minus 2 mm – uanset det er plader på 12 meter eller 20 meter, vi bearbejder, siger Søren Kirkebæk Madsen.
 
Anlæg til skæring og kantfræsning 
Ved etableringen af Lindø Steel købte man den oprindelige maskinpark. Denne omfatter blandt andet store automatiserede anlæg til skæring og kantfræsning. 
Til de tyndere stålplader på mindre end 30 mm vil det traditionelt set være plasmaskæring, man anvender. Risikoen for deformation i materialet er begrænset ved plasmaskæring på grund den høje skærehastighed, og den store koncentration af energi i lysbuen. 
Modsat anvender man typisk oxygenskæring til tykkere plader op til 300 mm. Begge processer sikrer et rent snit, og der kan udføres skærpninger direkte på skæremaskinen. 
Tulipanfuger optimerer svejseprocessen
I hallen er der også automatiserede anlæg til kantfræsning. Dette udstyr er ifølge Søren Kirkebæk Madsen blevet opdateret, så man kan lave forskellige typer af kantdesign, herunder tulipanfuger. Med den form for skærpning af kanterne kan man optimere den efterfølgende svejseproces, da forbruget af tilsatsmateriale bliver mindre, og svejsehastigheden hurtigere. 
 
Optimal beliggenhed ved havnekaj
Foran hallerne er der en stor oplagringsplads, som kan rumme op til 50.000 tons stål. Afstanden fra det udendørs stållager til havnekajen er 15 meter. Og havneindløbet er dybt nok til, at store fragtskibe kan lægge til.
Lindø Steel får langt de fleste leverancer af stål direkte ad søvejen. Noget af stålet er til midlertidig oplagring på pladsen. Andet igen, og nok det meste, skal bearbejdes, inden det går videre. Hvor det overhovedet kan lade sig gøre, satser vi på at bruge søvejen og dermed være med til at begrænse den tunge landevejstransport, siger Søren Kirkebæk Madsen. Han tilføjer, at der på flere planer ligger en udfordring i logistikken, når man arbejder med flere tons tunge plader. Taler vi om flytningen af pladerne fra punkt a til punkt b, foregår det ved hjælp af meget stærke magnetkraner, så man er sikker på, at der ikke kommer ridser i pladernes overflade.
 
Fuld sporbarhed fra modtagelse til levering
Det er også afgørende, at samtlige plader, der kommer til Lindø Steel, bliver registreret. Ved modtagelsen tjekker man det printede stempel og ID mærke fra stålværket. Videre er der fuld sporbarhed hele vejen igennem og frem til kunden modtager leverancen. Dette sker i overensstemmelse med virksomhedens EN 1090 – EXC4 certificering. 
Lindø Steel er også ISO 9001 certificeret, og har alle procedurer lagt til rette ud fra dette. Søren Kirkebæk Madsen forklarer, at al bearbejdning af stålpladerne sker i overensstemmelse med kundens specifikke kvalitetskrav og den leverede tegningsdokumentation. Denne bliver behandlet i CAD systemet, hvorefter de korrekte data for opgaven bliver overført til den CNC styrede maskine, så pladen kan blive bearbejdet i forhold til de angivne geometrier og tegningskrav.
Med virksomhedens ISO 9001 certificering er der også et krav om, at alle stålplader bliver kvalitetskontrolleret på hvert trin i bearbejdningen. Heri indgår visuel inspektion, hvor der bliver anvendt moderne måleudstyr. Registreringerne bliver alle samlet i et dokument, som vil ledsage hver eneste plade, vi fragter videre til kunden, siger Søren Kirkebæk Madsen.

Webside produceret af Hjortlund Medier